Den rigtige sko til formålet! Forskellen mellem vandtæt og vandafvisende

Mange køber fodtøj efter vejr og årstiden, og her kan ordene ”vandtæt” og ”vandafvisende” måske forvirre. Dykker man nærmere ned i de to ord, er der væsentlig forskel - og valget af fodtøjet med den rigtige betegnelse kan gøre forskellen på, om dine kunder har glade og tørre eller kolde og klamme fødder.

Mange typer fodtøj er dækket med en "film", der holder det tørt. Men hvad er så forskellen mere præcist på "vandtæt" og "vandafvisende"? Hvilken forskel gør det for indeklimaet? Og hvorfor er det vigtigt for kunderne at kende forskel? Vi giver dig her et par fif, som du kan bruge i rådgivningen om valg af sikkerhedssko.

Hvad er vandafvisende?

En vandafvisende sko lader vand passere gennem overfladematerialet og foringen langsommere end normale sko. Men er man ude i en større byge, så går regnen igennem og giver våde sokker. 

Hvad er vandtæt?

Heroverfor er vandtætte sikkerhedssko udviklet med en membran, hvor vandet ikke går igennem. Når vand kommer i kontakt med en vandtæt sko, kan vandet ikke synke ned i fibrene - og fødderne forbliver tørre.

Hvornår skal man vælge hvad?

Om man skal vælge en vandtæt eller vandafvisende sikkerhedssko afhænger af ens erhverv og dét vejr og klima, som man arbejder i.

Vandafvisende sikkerhedsfodtøj er bedst, hvis man er relativt lidt udendørs og kunlejlighedsvis går igennem en byge eller lejlighedsvis fugtige områder og våde gader. Vandtæt fodtøj er derimod specielt udviklet og produceret til at holde fødderne tørre gennem større mængder fugt, vandpytter, regn og sne. 

Generelt kan man sige, at på kolde og våde dage – som eksempelvis efterår og vinter – er det bedst at vælge udendørsfodtøj med en membran, da funktionen gør skoen vandtæt. Risikoen for våde og kolde fødder – og forkølelse - reduceres derfor, hvilket alt andet lige også kan have en positiv indvirkning på medarbejderens trivsel og sygefraværet på arbejdspladsen.

Fodtøjet skal også kunne ånde!

Der er dog forskel på kvaliteten af membraner. Selvom alle er vandtætte, er åndbarheden forskellig, hvilket har stor betydning for indeklimaet i skoen – herunder om fødderne kan ånde. At ånde igennem fodtøj er nemlig alfa og omega. Mange tror, det kun er vigtigt om sommeren, men det er mindst lige så vigtigt om vinteren, idet sved og fugt, som ikke kan transporteres væk, giver kuldebro - mens kolde og klamme fødder kan give mange sygedage.

Hvad skal man vælge?

Produkter med membran fra Goretex er som udgangspunkt at foretrække på grund af kombinationen af størst åndbarhed og vandtæthed. Membranen tillader vand i dampform at passere, mens vand i dråbeform ikke kan komme igennem. Vand indefra som fugt og sved slipper dermed ud, mens vand på ydersiden forbliver udenfor.

Sympatex membranen er også god – men rummer ikke samme åndbarhed som Goretex og medfører derfor et andet indeklima i skoen. 

Ekstra sokker er ikke løsningen

Apropos indeklima har mange en tendens til at gardere sig mod kolde fødder ved at tage to-tre par sokker på. Dét er dog ligesom at tisse i bukserne - varmt men efterfølgende temmelig ubehageligt. De varme sokker giver nemlig hurtigt klamme og kolde fødder, idet sved og fugt ikke kan transporteres væk og i stedet bliver til kulde. Dermed har den sikkert velmente dobbeltmontering en komplet modvirkende effekt.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål er vores eksperter altid lige ved hånden.

Ring 46 55 00 00