Godt gået GRØN!

28.07.2017
Bjerregaard, Grøn17, Rolf Vind Jensen, Søren Boye, Kirsten Sværke Dam

Årets Grøn er ved at klinge af og Bjerregaard takker for endnu et forrygende år på de frivilliges side

Turen gik gennem otte byer med tonstunge scener, toiletter, skilte, portaler, 22 boder, kilometervis af hegn - op, ned, frem og tilbage. Igen og igen. Tidsplanen er stram og tingene går stærkt; lige indtil musikken spiller og pusterummet indfinder sig.

Lykkeligvis kunne vi krydse endnu et år af uden uheld. For sjette år i træk leverede Bjerregaard - kvit og frit - sikkerhedssko til “Kræwet” - de frivillige på Grøn.
De mange hundrede sikkerhedssko har taget imod mange knubs og skånet mange tæer fra stolper, jernsveller og andet godt med fart på, henover turneens togt over det danske land.

Sikkerhed er selvsagt en mærkesag for Bjerregaard og i år kunne vi igen, traditionen tro, uddele Den Gyldne Sikkerhedssko til den frivillige, som ifølge sine kollegaer, har gjort noget særligt for sikkerheden.

I år gik prisen til Kirstine Sværke Dam, som fik trofæet overrakt af sidste års vinder Per Vestergaard, Bjerregaards direktør Søren Boye samt konferencier - og verdensmand - Jacob Haugaard.

32-årige Kirstine er en del af Lager Teknik/Materiel-holdet på Grøn, hvor hun virker som fysioterapeut og har behandlet - og dermed forebygget - skader på mere end 100 frivillige.

Bjerregaards samarbejde med Grøn er efterhånden en fast tradition for virksomheden; det giver mening begge veje. En snak med nogle af de frivillige kaster lidt lys over alle ting som foregår bag kulissen. Frivillig Tina Ankerstjerne fortæller om hvorfor hun er frivillig på Grøn, år efter år:

Jeg kan jo efterhånden nok ikke finde ud af at lade være. Jeg startede i 2009, da jeg havde nogle bekendte, som var frivillige og fik lokket med med. Det er som frivillig, jeg har fundet nogle af mine bedste venner, mit livs kærlighed og ud af det min datter.  Jeg er frivillig og er fortsat med at være frivillig grundet det gode formål. Jeg kan se, det betyder noget og nytter noget. Når vi mister en ven i kræwet får jeg endnu mere ild i mig og må gøre noget. Og det jeg kan gøre, er at tage med som frivillig.

Tina har før været tæt på at komme galt afsted, og til spørgsmålet om hvad sikkerhed betyder på Grøn ift. fodtøjet er hun klar i mælet:

Helt kontant, så betyder det faktisk ret meget! Jeg skal bruge mine fødder hver dag resten af mit liv. Det nytter ikke noget, at de bliver kvast af et podie (hvilket sikkert ville være sket i 2015, hvis ikke jeg havde haft sikkerhedssko på!)

En anden frivillig, der går under navnet “Guitar Lars” rumsterer med tungt materiel på Lyd-holdet når Grøn-turneen er i omdrejninger; her er kontrol en nøglefaktor:

Vi triller rundt med ting der vejer op til 1200kg fordelt på 4 hjul. Det kan hurtigt komme til at betyde smadrede tæer. Endvidere er skridsikkerheden i skoene lige så vigtig, da vi skal op og ned af ramper med udstyret, samt manøvrere det rundt på forholdsvis glatte sceneplader. Dette vil vi helst gøre uden at køre nogen ned og der gør skridsikkerheden at vi har bedre kontrol.

Frivillig Michael J. skyder en meget rammende og ret jordnær observation ind:

Det (red. sikkerheden) betyder mere end man regner med. Sikkerhedssko er det vigtigste da tyngdekraften gør, at ens tæer virker som en magnet for tunge ting.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål er vores eksperter altid lige ved hånden.

Ring 46 55 00 00